Lige så meget som jeg elsker at skrive bøger, lige så meget elsker jeg at formidle dem, snakke med andre om dem eller simpelthen råbe det ud fra et hustag.
I flere år har jeg holdt foredrag for både udskoling, ungdomsuddannelser og for lærere og bibliotekarer, så har I lyst til at få besøg af mig, så er jeg klar.
Jeg laver også book talks om ny og nyere
(dansk) ungdomslitteratur.
Det er muligt at få mig til at tale om det meste også til paneldebatter og lignende, så længe det handler om unge og bøger - bare spørg.
I kan også vælge en af de nedenstående – eller lade jer inspirere til en blanding eller jeres eget.
Mellem stakkel og helt
– foredrag og debat om, hvordan man skriver realistiske bøger om fiktive mennesker og hvad man må skrive om til unge.
60 minutter
Du er ikke alene
- foredrag og dialog om, hvordan (især dansk ungdoms-) litteratur kan sætte ord på din egen verden og vise, at du ikke er alene. Eller give indblik i andres verden. Der er altid andre, og som minimum en forfatter, der har tænkt noget, der minder om det, du slås med.
60 minutter
Ditte Wiese. Uden filter - som hendes bøger
- foredrag om at være forfatter og være dobbelt så gammel som sin målgruppe. Om at finde inspiration i verden og i sit eget sind.
60 minutter
Booker I to foredrag samme dag fysisk tæt på hinanden, kan I få rabat. Tal med naboskolen, biblioteket eller medborgerforeningen og book mig samlet.
Det er også muligt at booke et foredrag i forbindelse med undervisning.