Det var en rasende snestorm. Kvinden med det stribede halstørklæde kæmpede sig gennem sneen og hen mod telefonboksen for at ringe. Ringe til sin mor. Ringe til en taxa. Ringe til fødeklinikken.
Ikke mange timer senere kom jeg til verden på Silkeborg Fødeklinik. Det var midt i forårssnestormen i marts 1978.
Hvis jeg var blevet en dreng, ville min far have, at jeg skulle hedde Friedrich efter Engells. Ham med kommunismen. Men nu blev jeg en pige, og jeg blev opkaldt efter bogen ”Ditte Menneskebarn”.
En fortælling der er min sorte litterære samvittighed. Jeg har aldrig læst bogen. Jeg har set en smule af filmen. Mit hjerte går i stykker over hvor barsk Dittes verden er. Alligevel kan jeg ikke lade være med selv at skrive historier, som fortæller om, hvordan livet og verden ikke kun er lyserød og fyldt med glimmer.
Det er et kæmpe ansvar man påtager sig som forfatter, hvis man vælger at tage hul på historier om livet, når det allermest barskt og ensomt. Jeg synes, man skal tage sin opgave alvorligt og formidle ærligt. Man kan række hånden ud, men ikke løfte pegefingre. Ingen bliver klogere eller får det bedre af at føle, at de gør noget forkert – der er de fleste os allerede og så skal der ikke komme en forfattertype og fortælle, at man ikke skulle have gjort det ene eller i stedet bør gøre det andet.
Når jeg skriver, vil jeg helst fortælle en bid af et liv, med både det gode og det svære. Det er klart, at for fortællingens skyld, skal der være noget drama, men jeg ønsker at holde det realistisk – også når det går godt.
Sig det højt. Min pointe er altid, at du ikke er alene. Du er ikke den eneste, der kæmper med venner, kærlighed, skole, lektier, krop og alt det andet, livet byder på. Men andre kan ikke vide det, hvis ikke du siger det højt. Og så viser det sig altid, at man ikke er den eneste. Der er altid andre, der har følt, tænkt eller kæmpet med det samme - om ikke andet, så er der en forfatter der har skrevet
en bog om det.
Jeg har skrevet historier, siden jeg var helt ung. Mest noveller og digte. Jeg ville altid gerne være forfatter, men vidste godt, at det var svært at tjene penge på, så jeg drømte om at være korrespondent og bo i Paris. I virkeligheden endte jeg med at læse kommunikation og markedsføring. Og drømte om at bo i Paris.
Når man skriver tekster for andre hver dag, så kan det være svært at skrive bare af lyst, så først som voksen kom jeg i gang med at skrive fiktion igen. Et af mine højt elskede mennesker døde, og det fik mig til at handle. Livet er kort, så hvis man drømmer om noget, så er man nødt til at gøre noget ved det.
Og så skrev jeg en roman.
Det anede jeg ikke, at jeg kunne. Jeg havde jo aldrig lært hvordan, men pludselig var der utroligt mange ord efter hinanden i en hel historie.
Jeg afleverede andægtigt historien, ”A for altid” til receptionisten hos Høst & Søn. Og modtog et brev om, at den ikke passede ind i deres udgivelsesprogram. Jeg blev virkelig vred og ked af det. Sådan et svar er svært at bruge til noget.
Men jeg sendte manuskriptet videre til Gyldendal og fik en mail om, at jeg ville få svar inden tre måneder. Efter tre måneder og en uge skrev jeg til dem. Bare lige for at høre om de havde glemt mig. Det havde de ikke, men de ville gerne have den op på møde med redaktørerne, som om jeg ville lade dem beholde det lidt endnu? Så pyt!
Desværre blev det et afslag. Den var god, men ikke god nok til at tage et fuldstændig ukendt navn ind og arbejde med.
Samme melding fra Carlsen.
Jeg skrev om og sendte tilbage til Carlsen. Men stadig ikke godt nok. Manuskriptet ligger stadig i min skuffe. En dag …
Imens jeg ventede og ventede så skrev jeg opfølgeren til samme historie. Jeg har ikke læst det siden jeg satte sidste punktum.
Men så udskrev Carlsen en konkurrence om YA Nye stemmer. I julen 2015 besluttede jeg at deltage i den konkurrence, men havde pænt travlt, for deadline var 1. maj 2016.
Så jeg skrev. Og skrev og skrev og skrev på en sød vekselroman om en ung pige, der møder en lidt ældre fyr. Skrev og skrev og skrev. Lige ind til en helt anden historie ramte mig så hårdt, at jeg var nødt til at pakke den søde vekselroman væk og i stedet skrive ”Provinspis”.
Vil du vide, hvordan den historie blev til og hvordan mine forfatterdrømme gik i opfyldelse, så kan du læse mere her
Ditte Wiese skriver uden berøringsangst for ungdommens lyster og laster
– Forfatterweb
Ditte Wiese – inspirationen fra Gunnar Wilde og kærligheden til det uperfekte menneske
- Forfatteren
”Vi risikerer, at unge ved hvordan man studerer, men ikke hvordan man lever.”
- Berlingske
Om væredygtighed, unge og livet der slår kolbøtter – Jysk Fynske Medier
– etik.dk
Om at prioritere sine drømme, springe ud som forfatter og livet i provinsen
– TV2 Sådanmark
Om at skrive til unge, inspiration til PROVINSPIS og min egen yndlingslæsegenre
– Rudersdal Bibliotek (podcast)
Om at springe ud som forfatter
– Forlagsliv.dk
Om hvor ondt det må gøre når man skriver til unge – Camilla Wandahl blog
2016: Deltog i Carlsen-konkurrencen Nye stemmer med ”Provinspis” – vandt ikke.
Skriv YA – weekendkursus i Dansk Forfatterforening
2017: debuterede med ”Provinspis” (Sonar, Carlsen/CarlsenPuls)
2018: Skriveophold på Hald Hovedgaard
2019: ”Og så drukner jeg …” (CarlsenPuls)
Workshopforløb på Manuskriptskolen for børne- og ungefiktion
2020: ”Og så drukner jeg …” nomineret til bedste ungdomslydbog, Mofibo Awards. Oplæser Mathilde Eusebius
”Og så drukner jeg …” nomineret til Læsernes Bogpris, Berlingske og Danmarks Biblioteksforening
